StrikeAhead

Fiskeri efter Kajikia audax: marlinen, der lader sine striber lyse op, når den jager

*Kajikia audax* bærer sit engelske navn, striped marlin — »stribet marlin« —, på flankerne: omkring et dusin til tyve lodrette blå striber løber ned ad siderne, og ifølge engelsk Wikipedia forbliver de synlige også efter døden. Mens fisken lever, gør de mere end det. Særlige pigmentceller, kromatoforerne, trækker sig sammen eller udvider sig, og når fisken er ophidset, skifter striberne fra blålige til lavendelfarvede. Denne artikel handler om *Kajikia audax* — på tysk Gestreifter Marlin, på spansk marlín rayado, på italiensk marlin striato, på fransk marlin rayé, på portugisisk espadim-raiado, på finsk raitamarliini, på russisk полосатый марлин, på japansk マカジキ (makajiki). Et etableret dansk navn findes ikke.

Stillehavssøsteren til Kajikia albida

*Kajikia audax* hører til sejlfiskfamilien (Istiophoridae), ligesom *Makaira nigricans*, *Kajikia albida*, sejlfisken og middelhavsspydfisken, som denne serie har viet hver sin egen gruppe. Dens nærmeste slægtning er *Kajikia albida* fra Atlanterhavet: I 2006 placerede amerikanske forskere efter genetiske undersøgelser dem begge i den nye slægt *Kajikia* (russisk Wikipedia); før det stod *Kajikia audax* i slægten *Tetrapturus*, og ifølge japansk Wikipedia bruger en stor del af litteraturen stadig det navn. Den blev første gang beskrevet i 1887 af Rudolph Amandus Philippi ud fra en fisk fanget ud for Iquique i Chile. Artsnavnet kommer ifølge russisk Wikipedia fra latin *audax*, dristig — hvorfor, forklarede forfatteren ikke; måske på grund af det dristige stribemønster.

Ifølge FishBase er den en pelagisk, oceanisk fisk, der lever mellem overfladen og 200 m, som regel over springlaget, og den foretrækker køligere vand end den sorte marlin og *Makaira nigricans*. FishBase kalder den den mest udbredte næbfisk; tysk Wikipedia den mest almindelige af marlinerne. Dens hyppighed stiger med afstanden fra soklen; tæt på kysten kommer den kun dér, hvor bunden falder stejlt (tysk, italiensk og finsk Wikipedia). Den er for det meste enspænder; i gydesæsonen danner den små stimer af fisk af omtrent samme størrelse (FishBase, italiensk Wikipedia).

Dens bytte: fisk, kalmarer og krebsdyr (FishBase). Engelsk Wikipedia nævner sardiner, makrel, små tun og kalmarer, frem for alt Humboldt-kalmaren; en undersøgelse ud for Mexico viste, at den foretrak stimefisk som stillehavsmakrel og stillehavssardin. Japansk Wikipedia tilføjer flyvefisk og hestemakrel. Ifølge japansk Wikipedia svømmer den med den øverste halvdel af halefinnen over vandet og springer sommetider helt fri af overfladen; den når 80 km/t.

Sådan kender du den

En langstrakt, fra siderne fladtrykt krop med et langt, rundt, spydagtigt næb (FishBase, italiensk og russisk Wikipedia). Det sikreste kendetegn er den første rygfinne: Fortil rejser den sig i en høj, spids lap, der er lige så høj som eller højere end kroppen (FishBase, engelsk, russisk og japansk Wikipedia). FishBase angiver 42 til 48 blødstråler i den første rygfinne, 18 til 24 i gatfinnen og 18 til 22 i brystfinnerne. Brystfinnerne er lange og smalle og ligger ifølge russisk Wikipedia tæt ind til kroppen. Ryggen er mørkeblå, bugen sølvhvid; den første rygfinne er blåsort uden mørke pletter (FishBase). Og så striberne — hvor mange og i hvilken farve, fortæller kilderne forskelligt (se nedenfor).

Ifølge japansk Wikipedia ligner den *Makaira nigricans*, men dens første rygfinne er højere end kroppen, dens skæl er finere, kroppen er lysere og fladere, og næbbet er længere. Dens søster, *Kajikia albida*, lever i Atlanterhavet; ifølge tysk Wikipedia er rygfinnen hos *Kajikia audax* højere end kroppen og uden sorte pletter.

  • Størrelse: FishBase angiver 420 cm totallængde som maksimum, 290 cm som almindelig længde og 440 kg som højeste offentliggjorte vægt. Ifølge russisk Wikipedia vejede den største fisk, som IGFA har anerkendt, 224,1 kg, fanget ud for New Zealand den 16. januar 1986.
  • Alder og kønsmodenhed: FishBase angiver 9 år som højeste rapporterede alder, engelsk Wikipedia op til 10 år. FishBase angiver 210 cm som længden ved første kønsmodenhed.
  • Gydning: Hunnerne er portionsgydere (FishBase). Ifølge engelsk Wikipedia gyder en hun 4 til 41 gange i én sæson, med op til 120 millioner æg; ifølge russisk Wikipedia ud for Taiwan hver 3. til 7. dag.

Hvor den lever — og hvorfor ikke i Middelhavet

FishBase: i tropiske, subtropiske og tempererede farvande i Indo-Stillehavet, mellem 46° nord og 49° syd. I Stillehavet danner dens udbredelse en hestesko, der er åben mod Mellemamerika (FishBase, tysk og russisk Wikipedia); ifølge tysk Wikipedia strækker den sig fra Japan over Ecuador og Peru til Australien, berører nordkysten af New Zealand og er almindelig omkring Hawaii. I Det Indiske Ocean er den tættest ud for Østafrika, i det vestlige Arabiske Hav, i Den Bengalske Bugt og ud for det nordvestlige Australien (FishBase, tysk Wikipedia). I japanske farvande forekommer den ifølge japansk Wikipedia syd for Hokkaido, oftere på siden mod Stillehavet end i Det Japanske Hav.

I Middelhavet findes den ikke: Ingen af kilderne nævner den dér. Det er dens atlantiske søster, *Kajikia albida*, der dukker op i Middelhavet — sjældent og ifølge FishBase mest som enkelte forvildede dyr. For en lystfisker fra Europa betyder det: *Kajikia audax* er en rejsefisk. Hvor den fanges, beskriver kilderne fra den kommercielle side: med langliner (ifølge italiensk Wikipedia mest som bifangst på tunlangliner), ved trolling, med håndliner og harpuner (russisk og japansk Wikipedia); Japan og Taiwan lander mest (italiensk og russisk Wikipedia). Ifølge tysk Wikipedia opfordres sportsfiskere til at genudsætte fisk, der ikke har trofæstørrelse.

På tallerkenen — og kviksølvet

I Japan er *Kajikia audax* ifølge japansk Wikipedia den fineste af alle næbfisk; dens røde kød spises som sashimi og sushi, og FishBase og italiensk Wikipedia kalder den derfor den bedste af alle marliner. FishBase placerer den i priskategorien meget høj. Men japansk Wikipedia advarer også mod kviksølvet i kødet: I 2005 satte det japanske sundhedsministerium den på listen over fisk, som gravide bør holde øje med indtaget af, med en vejledning på to gange om ugen med cirka 80 g pr. portion. Tysk Wikipedia skriver, at der bevidst gøres opmærksom på kviksølvindholdet for at dæmpe efterspørgslen.

Otte modsigelser, bevidst ladt åbne

  • Hvor stor bliver den? FishBase og fransk, italiensk og russisk Wikipedia: op til 420 cm og 440 kg. Den tyske: 4,4 m og 420 kg (hunner; hannerne forbliver mindre). Den finske: 4 m. Den engelske: 4,2 m, men kun 220 kg — tæt på de 224,1 kg, som russisk Wikipedia angiver som IGFA-rekord.
  • Hvor mange striber? Engelsk Wikipedia: 12 til 20. Den tyske: som regel 18 til 22. Den italienske: op til 15. Den russiske: 15 til 20 rækker, hver af runde prikker eller smalle striber. FishBase angiver selv begge dele: omkring 20 og omkring 15 rækker. Den japanske: et dusin eller flere.
  • Hvilken farve har striberne? Engelsk Wikipedia: blålige, og de bliver lavendelfarvede, når den er ophidset. Den tyske: lyseblå, blegere eller svagere alt efter sindsstemning. Den russiske: koboltblå. Den japanske: lyseblå. Den finske: lysegrønne.
  • Hvor dybt svømmer den? FishBase og tysk Wikipedia: 0 til 200 m. Den finske: som regel mindre end 100 m. Den franske: som regel 0 til 5 m, sjældent dybere end 100 m. Engelsk Wikipedia siger, at den jager om dagen i de øverste 100 m, ofte nær overfladen — og citerer i samme artikel en undersøgelse, hvor den holdt sig dybere om dagen og samlede sig nær overfladen om natten.
  • Hvornår er den kønsmoden? Engelsk Wikipedia: hannerne ved 1 til 2, hunnerne ved 1,5 til 2,5 år. Den franske: ved 2 til 4 år. Den russiske: hunner ud for Taiwan ved 4 til 8 år. Og den maksimale alder: 9 år (FishBase) eller 10 år (engelsk Wikipedia).
  • Hvor varmt kan den lide det? FishBase: 20 til 25 °C. Tysk Wikipedia: 20 til 26 °C. Den engelske: de største bestande ved 20 til 28 °C i overfladen. Til gydningen angiver den italienske mindst 25 °C, FishBase en nedre grænse på omkring 24 °C for larverne, den russiske et gydemaksimum ved 24,8 til 28,3 °C.
  • Er den truet? FishBase og italiensk Wikipedia: Least Concern på IUCN's rødliste. Finsk og svensk Wikipedia: Near Threatened. Den tyske: I USA blev den i 2008 erklæret for truet art; omkring 2005 lå fangsten et godt stykke under, hvad arten kunne bære. Den italienske: Bestandene faldt med 20 til 25 % på 16 år. Den engelske: I 2010 satte Greenpeace den på sin røde liste over fisk og skaldyr.
  • Når den ud i Atlanterhavet? FishBase og tysk Wikipedia: Indo-Stillehavet; ifølge den tyske er kontakten med *Kajikia albida* ud for Kap det Gode Håb for ringe til at forhindre, at de to arter udvikler sig hver sin vej. Den italienske og den russiske: sjældne strejfere på Atlanterhavssiden af Sydafrika, den russiske også ud for Vestafrika — dér gyder de ikke. Den finske: sommetider i Atlanterhavet. Den russiske Wikipedias indledning regner simpelthen Atlanterhavet med blandt dens oceaner.

Fem navne, der fører til den forkerte fisk

  • »Spearfish«, »spjutfisk«, »копьеносец«. GBIF fører den på engelsk også som high-finned spearfish, svensk Wikipedia kalder den strimmig spjutfisk, den russiske полосатый копьеносец — hver gang ordret en spydfisk. Men spydfisk i snævrere forstand er slægten *Tetrapturus*, som *Kajikia audax* stod i indtil 2006 — heriblandt middelhavsspydfisken, som denne serie har viet en egen gruppe.
  • »Pez espada« og »pez vela«. GBIF fører også begge, uden sprogangivelse. Men pez espada er spansk for sværdfisken, og pez vela for sejlfisken — to andre næbfisk, som denne serie har viet hver sin egen gruppe.
  • »Aguja«, »agujón«. GBIF fører den på spansk også som pez aguja og agujón. Men på spansk står aguja også for hornfisken, som denne serie har viet en egen gruppe — en fisk på knap en meter, uden slægtskab med marlinerne.
  • »Empereur«. GBIF fører den på fransk også som empereur og empéreux. Men også sejlfisken hedder på fransk empereur éventail — den samme »kejser« for to forskellige næbfisk.
  • »マカジキ« og »メカジキ«. På japansk er マカジキ (makajiki, »ægte marlin«) *Kajikia audax*, メカジキ (mekajiki) sværdfisken: ét tegn til forskel. Og dens søster, *Kajikia albida*, hedder ifølge japansk Wikipedia ニシマカジキ (nishi-makajiki, »vestlig makajiki«).

Tilbage står det spørgsmål, som hver artikel i denne serie begynder med: hvornår. Levested, bytte og vaner står ovenfor, og de ligger fast. Det, der ændrer sig hver dag, er alt det andet — og om en dag på vandet er umagen værd, afgøres netop dér. Det regner StrikeAhead ud: Den tager forholdene ved dit vand og fortæller dig, hvornår turen er umagen værd. Og fordi man ikke kan læse skrænter, byttefiskestimer og det åbne havs blå fra første dag, fortæller StrikeAhead Pathfinder dig, med hvem du tager ud: kuraterede guides og skippere, personligt kontrolleret før de kommer på listen — licens og forsikring —, med verificerede fangster i stedet for reklamebilleder, uden betalt rangering og for dig som lystfisker uden formidlingsgebyr.

Fisk det rigtige øjeblik →