StrikeAhead

Fiskeri efter hork: den lille aborre, der jager i mørket

På undersiden af hovedet sidder flade, runde slimgruber — og med dem, skriver den tyske Wikipedia, mærker den bevægelser i vandet. FishBase tilføjer: Den æder om natten og finder sit bytte via sidelinjesystemet; de hindeagtige vægge i hovedets kanaler gør den særligt retningsfølsom. Ifølge den engelske Wikipedia forbliver dens sanseceller skarpe også med alderen, mens de hos aborren bliver svagere, når den bliver voksen. Denne artikel handler om horken, *Gymnocephalus cernua* — tysk Kaulbarsch, engelsk ruffe eller pope, fransk grémille (også perche goujonnière), italiensk acerina, spansk acerina (Wikidata), portugisisk acerina eurasiana, nederlandsk pos, norsk hork, svensk gärs, finsk kiiski, russisk обыкновенный ёрш (ёрш), tyrkisk Trakya levreği, kroatisk balavac, slovensk okun, japansk ラフ (rafu) og arabisk راف (Wikidata). For græsk og albansk fandt vi intet dokumenteret folkeligt navn; dér står det videnskabelige. Lille er den — men en rovfisk i aborreformat, og ifølge FishBase regnes den som sportsfisk.

»Kuglen« blandt aborrerne

Den blev beskrevet af Carl von Linné i år 1758 som *Perca cernua* — altså straks som aborre. I dag hører den til slægten *Gymnocephalus*, ifølge FishBase af græsk gymnos, nøgen, og kephale, hoved: Dens hoved har ingen skæl. Det tyske navn Kaulbarsch forklarer den tyske Wikipedia med dens kompakte kropsbygning — »Kaul-« skulle være en dialektform af »Kugel«, kugle. To andre sprog har givet den et mindre smigrende navn: Det kroatiske balavac minder om bale, slim, og en svensk sideform lyder ifølge Wikidata snorgärs — en hork føles i hånden, som den hedder. Den kroatiske Wikipedia beskriver dens hud som slimet og dækket af skarpe, grå skæl.

Sådan kender du den

Det sikreste kendetegn er rygfinnen: Hos horken er den ikke delt (tysk Wikipedia) — forrest 12 til 16 piggede stråler, bagved 11 til 15 bløde stråler, i ét sammenhængende stykke. Aborren har derimod to adskilte rygfinner. På gællelåget sidder en lang, kraftig torn, på forgællelåget flere korte — derfor tager man forsigtigt fat, når man kroger den af. Ryggen er olivenbrun til grågrøn med mørke, uregelmæssige pletter, siderne er gullige, brystet skinner rødligt, bugen er hvidlig til lysegrøn (tysk Wikipedia). FishBase nævner kropshøjden — 24 til 27 % af standardlængden — som det træk, der adskiller den fra de andre arter i slægten.

  • Størrelse: typisk 12 cm (FishBase), ifølge den tyske Wikipedia 12 til 15 cm; den højeste offentliggjorte vægt er 400 g. Kønsmoden bliver den ifølge FishBase ved omkring 10,5 cm.
  • Alder: Hunner bliver ifølge FishBase og den tyske Wikipedia op til omkring 10 år gamle, hanner omkring 7.
  • Levevis: FishBase beskriver den som enspænder, der ikke danner stimer; den tyske Wikipedia taler om små grupper. Hvor den lever sammen med aborren, holder den sig ifølge begge kilder i de dybere vandlag.

Hvor den lever

Ifølge FishBase lever den i fersk- og brakvand, på 2 til 85 m dybde, ved 10 til 20 °C: i næringsrige søer, i floder i lavland og bakkeland, i mundingerne af store floder, i brakvandssøer med op til omkring 10 til 12 promille salt og i reservoirer. Helst vil den have stillestående eller langsomt strømmende vand med blød, plantefri bund eller dybe steder over sand og grus. Jo mere næringsrigt et vand bliver, desto talrigere bliver den, og ifølge FishBase tåler den en del forurening. Hjemmehørende er den ifølge den tyske Wikipedia nord for Pyrenæerne og Alperne — i afstrømningsområderne for Nordsøen, Østersøen, Hvidehavet, Barentshavet, Sortehavet og Det Kaspiske Hav —, desuden i England og i Sibirien mod øst helt til Kolyma. Talrigest er den ifølge den tyske Wikipedia i store flodmundinger og ved brakvandskyster, for eksempel ved Østersøen.

Hvad den æder — og hvornår

Ifølge FishBase æder den zooplankton, dansemyggelarver, orme og tanglopper; den tyske Wikipedia nævner desuden fiskerogn og fiskeyngel. I kystsøer og tidevandspåvirkede flodmundinger lever den ifølge FishBase fritsvømmende og jager også fisk. Afgørende er tidspunktet: Den æder om natten og kan takket være sin sidelinje ifølge den tyske Wikipedia jage i mørke. Ved vandet betyder det: Den søger sin føde ved bunden, og skumringen og natten er dens tid. Vil du fiske målrettet efter den, så tilbyd noget småt tæt ved bunden — og tjek reglerne for dit vand på forhånd.

Samtidig er den selv bytte. Ifølge den italienske Wikipedia ædes den af ørreder, ål, laks og gedder, ifølge den engelske Wikipedia i Skotland også af skarver og fiskehejrer. FishBase noterer kort: agn til gedder. Om og hvordan agnfisk er tilladt i dit vand, afgøres af de lokale fiskeriregler — og de er forskellige fra land til land, til dels fra region til region.

Gydning på lavt vand

Ifølge FishBase gyder den på 3 m dybde eller lavere på vidt forskellig bund. Æggene er hvide til gule og klæber som snore til sten og planter; hunnen lægger dem ifølge FishBase i to eller flere portioner, om sommeren som regel omkring 30 dage fra hinanden, og den første er den største. Larverne lever kun lidt eller slet ikke i det frie vand og søger tidligt mod bunden; under 10 °C og over 20 °C overlever de dårligt. Ifølge den engelske Wikipedia klækker de efter 5 til 12 dage ved 10 til 15 °C.

Aborren, der rejste med ballastvandet

I sit hjemområde er den en uanselig nabo; IUCN fører den som ikke truet (Least Concern; ifølge FishBase vurderet den 28. maj 2022). Andre steder er den et problem. Ifølge den engelske Wikipedia blev den opdaget i De Store Søer i Nordamerika i 1980’erne, formentlig indslæbt med ballastvand fra skibe ved Duluth (Minnesota); den var den første invasive art, som det amerikanske program mod ikke-hjemmehørende skadegørere i vand klassificerede som skadedyr, og i dag er den den mest almindelige fisk i afvandingsområdet for St. Louis River, hvor den konkurrerer med den gule aborre om føden. I den skotske sø Loch Lomond blev den fundet i 1982, formentlig bragt dertil som levende agnfisk; dér æder den æggene fra powan, en heltart. Ifølge den engelske Wikipedia er den også indført i dele af Frankrig, Norditalien og Grækenland; FishBase noterer, at flere lande har meldt om skader på økosystemet efter dens indførsel. Læren for lystfiskere: Flyt aldrig agnfisk fra ét vand til et andet.

Fem modsigelser, som vi lader stå

  • Hvor lang bliver den? FishBase: højst 29 cm. Den tyske, den italienske og den kroatiske Wikipedia: 25 cm. Den engelske nævner 25 cm i indledningen og længere nede 29 cm.
  • Hvor mange æg? Den tyske Wikipedia: 50.000 til 100.000 pr. hun, afhængigt af størrelsen. Den engelske: 130.000 til 200.000 om året.
  • Hvornår gyder den? Den tyske Wikipedia: marts til maj. Den engelske: midt i april til omkring juni. Den kroatiske: april eller maj, når vandet når 10 til 15 °C. Den italienske: marts til august.
  • Hvornår er den voksen? Den engelske Wikipedia: som 2- til 3-årig, i varmt vand allerede i det første år. Den kroatiske: som treårig. FishBase nævner ingen år, men en længde: omkring 10,5 cm.
  • Enspænder eller gruppe? FishBase: lever alene, uden stimer. Den tyske Wikipedia: i små grupper. Den kroatiske: i små stimer.

Tre navne, der fører til den forkerte fisk

  • Slovensk »okun«, russisk »окунь«. Næsten samme ord, to fisk: I den slovenske Wikipedia er okun horken — det russiske окунь (okun) er aborren. Horken hedder på russisk ёрш.
  • Tyrkisk »Trakya levreği«. Ordret den »thrakiske levrek« — og levrek betyder ellers på tyrkisk havbars, som denne serie har viet sin egen gruppe. Med den saltvandsfisk har horken intet at gøre.
  • »Donaukaulbarsch«. Dette tyske navn (ordret »Donau-hork«) betegner en selvstændig art, *Gymnocephalus baloni*, som ifølge den tyske Wikipedia lever i Donaus nedre løb og først i 1974 blev anerkendt som selvstændig. Den er mere højrygget, og dens pletter står altid lodret. Fanger du en »hork« ved den nedre Donau, så kig en ekstra gang.

Tilbage står spørgsmålet, som hver artikel i denne serie begynder med: hvornår. Levested, føde og vaner står ovenfor, og de ligger fast. Det, der ændrer sig hver dag, er alt det andet — lys, vandstand, temperatur, vind —, og om en aften ved vandet er umagen værd, afgøres netop dér. Det regner StrikeAhead ud: Den tager forholdene ved dit vand og fortæller dig, hvornår turen er værd at tage. Og fordi man ikke kender et fremmed vand, dets skrænter og dets regler fra første dag, fortæller StrikeAhead Pathfinder dig, med hvem du tager ud: håndplukkede guider og skippere, personligt kontrolleret før optagelse på listen — licens og forsikring —, med verificerede fangster i stedet for reklamebilleder, uden betalt rangering og for dig som lystfisker uden formidlingsgebyr. Appen siger hvornår, Pathfinder med hvem.